Dogmer

Der er 4 grundregler til Miniton i ØBG:

1.      Ingen spil

2.      Forældrene er med

3.      Forældrene er ikke sammen med egne børn

4.      Ros


Formålet med disse regler er at fremme glæde og godt humør og at undgå konflikter.

Børnene ved godt at badminton går ud på at spille til hinanden fra hver side af nettet. Erfaringen viser bare, at børnene indøver forkert teknik og at bolden ligger mere på jorden end flyver i luften når de forsøger. Derfor holder vi på, at til Miniton spiller vi ikke.


Til gengæld skal vi have hjælp fra forældrene, og mange forskellige aktiviteter kræver mange forældre. Opgaverne består i at feede, altså kaste bolde til børnene, svinge et tov, kaste en rispose og lignende.


Forældrene vil typisk have en station hvor børnene kommer forbi på skift. Man er således ikke sammen med sit eget barn. Erfaringen viser at forældre stiller større forventninger til egne børn end andres børn, og at børn er mere ukoncentrerede sammen med egne forældre end andre voksne. Derfor er det en fordel at børn og egne forældre ikke følges ad.


Og så skal der roses. Vi fokuserer på det sjove og succesoplevelserne. Ros skaber en positiv og anerkendende tilgang til børnene som giver dem glæde og selvtillid. Voksne der fokuserer på ros skælder ikke ud, børn der bliver rost gentager det de bliver rost for. Går de hjem og tror de er verdensmestre er det helt i orden.

 

Web-Effect CMS